Bøger / faglitteratur til børn

Ridderne af det flammende kors : Ku Klux Klan i det 20. århundrede


Beskrivelse


Ku Klux Klans historie følges fra århundredeskiftet og frem til år 2000, hvor Klanens racistiske budskaber er blevet overtrumfet af utallige andre militante bevægelser på den yderste højrefløj.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. juni 2002

af

af

Kresten Søe Christensen

d. 14. juni 2002

Med denne anden del, der fører Ku Klux Klan over i det 20. årh., afslutter forfatteren, som er historiker med bl.a. Sort & hvid : slaveriet i Nordamerika, igen et udmærket tobindsværk af længe savnet USA-historie af høj kvalitet. Bogen beskriver KKKs op- og nedture: genfødslen og 2. storhedstid i brydningstiden efter 1. verdenskrig, æraen med den sorte borgerrettighedskamp i 1950-60'erne, den 4. æra i 1970'erne, hvor KKK blev lanceret i en mere mediebevidst "stueren" udgave, samt 1980-90'erne, hvor KKK blev økonomisk knækket af domstolene bl.a. ved tabte erstatningssager fra ofre og efterfølgende blev kørt agterud af andre og ofte mere militante organisationer bl.a. pga. dårlig udnyttelse af internettets muligheder! Bogens absolutte styrke ligger i den brede perspektivering, hvor begivenhederne overalt bliver indsat i en velfungerende analyserende historisk/politisk samtidsramme. Klanen behandles grundigt i de forskellige perioder bla. flirten med Nazi-Tyskland og Mussolini, dragterne, myter og ritualer, fremtrædende personligheder, klansprog m.m.. Bogen er yderst anvendelig til såvel interesselæsning som projektopgaver. Layoutet er tospaltet og indbydende med s/h ill. Der afsluttes med litteraturliste, web-adresser og kilder.


Bibliotekernes vurdering

d. 14. juni 2002

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 14. juni 2002

I forfatterens skildring af klanbevægelsens oprindelse og første tiår i Ku Klux Klan - Sydens usynlige imperium (01/13) blev det oplyst at et efterfølgende bind ville skildre bevægelsens historie i 1900-tallet. Dette bind foreligger nu i helt samme udstyr og opsætning som det foregående. Det er igen en strengt saglig tekst medrivende fortalt uden svælgen i bloddryppende detaljer. Den er ret tæt sat i to spalter i overskuelige afsnit med korte stikordsagtige overskrifter, der er nyttige for de opgaveskrivende i folkeskolens ældste klasser og i andre ungdomsuddannelser, som bogen henvender sig til. Et sparsomt udvalg af samtidige fotos i s/h supplerer tekstens oplysninger ligesom et kort over USA, en fyldig tidstavle og et grundigt stikordsregister øger bogens brugsværdi. Fremstillingen er stort set kronologisk fra bevægelsens genopståen omkr. 1.verdenskrig som hvide protestanters selvhævdelse over for tidernes forfald og moralske opløsning over tyvernes storhedstid med et utroligt medlemstal i noget der mest var en pengemaskine for lederne og den følgende opsplitningen i fraktioner og deres betydning i tressernes borgerretsbevægelser helt til nutiden, hvor klanerne er overhalet af paramilitære grupper og skinheads.