Står du inden eller midt i din uddannelse og føler dig forvirret, i tvivl eller presset af forventninger, så skal du læse denne bog. Her fortæller mennesker med mange forskellige livs- og uddannelsesforløb om deres veje og vildveje, og hvordan netop det at være i tvivl og vælge om kan føre til det helt rigtige.
Forfatterens egen snørklede vej gennem uddannelsessystem og karriere er rygraden i bogen. Hendes historie afbrydes af små kapitler med seksten meget forskellige personers historier om uddannelse, sejre, nederlag, valg, tvivl og skift i karriere. Erhvervsledere, politikere, dansere og universitetsstuderende er blandt de interviewede. Forfatteren er journalist og holder foredrag for unge om uddannelses- og karrierevalg.
Bogen er fragmentarisk opbygget og veksler - også i interviewene - mellem forfatterens bemærkninger og hovedpersonernes fortælling. Det kræver lidt tilvænning, men passer til målgruppen. Fortællingerne fremstår meget levende, ærlige og vedkommende og temaet er højaktuelt. Mange unge er under pres af samfundets, familiens og især egne forventninger til at præstere og følge med i et højt tempo på arbejdsmarkedet. Bogen kunne reelt være obligatorisk læsning i folkeskolens ældste klasser.
Den samme historie fortælles i forfatterens Fucking (fantastiske) 20'ere!, men med de mange sideløbende fortællinger i nærværende udgivelse vil flere kunne identificere sig.