Books / fiction for children / eventyrlige fortællinger

Røver Tom og Danse Jane


Description


Billedbog. Tom er en tyv, der færdes om natten. Her møder han Jane, der synger og danser med sin skygge. Han beslutter at stjæle skyggen, så den kan lære ham at danse.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 4. Dec. 2002

By

By

Bodil Pedersen (skole)

d. 4. Dec. 2002

En meget smuk og poetisk billedbog om kontraster, om lys og mørke - om mødet mellem to mennesketyper, Røver Tom og Danse Jane. I et tidløst, eventyrligt univers skildres røver Toms personlige udvikling. Han oplever dyb og inderlig kærlighed til Danse Jane. Langsomt åbner den hans øjne, og han bliver en Tom, der holder op med at stjæle og leve om natten. Det er en spændende billedfortælling næsten opbygget i scener, hvor stærke, billedskabende ord og overraskende illustrationer i en effektfuld blandingsteknik danner en fornem helhed. Farveholdningen bevæger sig fra det mørkeste mørke til sekvenser i månelys og spotlight. Til sidst danser Tom og Jane ind i daggryets varme røde og gyldne nuancer. Visse steder er der næsten tale om en forunderlig, fotorealistisk gengivelse af de to personernes ansigter. En varm oplæsningsbog fra 6 år og i øvrigt til alle, der holder af sproglige og billedlige udfordringer.


The libraries' assessment

d. 4. Dec. 2002

By

By

Vibeke Munch Kofoed

d. 4. Dec. 2002

Billedbog med en poetisk og på sin vis ret dramatisk historie, hvor især første halvdel og billedsiden bygger historien op. Det er fortællingen om røverdrengen Tom, som stjæler honning fra bierne og duften fra blomsterne. Han færdes natten og fascineres af pigen Jane, som synger og danser med sin egen skygge. Han ønsker brændende at nærme sig hende, og den tredje nat stjæler han hendes skygge i håb om, at den kan lære ham at danse. Imens leder Jane fortvivlet efter sin skygge, og Tom beslutter at give den tilbage. Alt ender lykkeligt: Jane ophæver forbandelsen og mørket, der har hvilet over hans hjerte, og de danser bort sammen. Det er en fortælling med flere spændende elementer også fra eventyrets verden. Selve slutningen er dog lidt tam og forudsigelig, og ingen af de to hovedpersoner træder frem som personligheder af kød og blod. Det mest bemærkelsesværdige er de eksperimenterende billeder i stærke farver, som markant og med vægt på det eventyrlige og poetiske giver liv og drama til historien. I starten dominerer de mørke, dyste kulisser kun oplyst af det sarte, poetiske måneskær. Senere, da Jane overtager scenen mere og mere med sin livgivende dans, forandres tonerne til rødglødende, nærmest psykedeliske farver. Fra ca. 4 år.



Information and editions