Engelsk, tysk og amerikansk biografisk drama fra 2013 om den dramatiske formel 1 sæson i 1976 og rivaliseringen mellem James Hunt og Niki Lauda. Motorsportsinteresserede vil naturligvis elske den, (og dem bliver der givetvis flere af nu, der er kommet en dansk kører med i feltet), men alle der generelt fascineres af dramaet i sport og de menneskelige omkostninger, samt historier der bygger på virkelige personers liv, vil med stor fordel kunne kigge med.
Den amerikanske mesterinstruktør Ron Howard har lavet en motorsportsfilm, der følger rivaliseringen mellem to af 1970'ernes største formel 1 kørere James Hunt og Niki Lauda. Vi følger deres vej til formel 1-sæderne, men største delen af historien kredser om den skæbnesvangre 1976-sæson, hvor Lauda jo bl.a. kom så grueligt galt af sted og fik sit ansigt forbrændt. Det er flot produceret (bl.a. eminent filmede racersekvenser af "danske" Anthony Dod Mantle), og skuespillerne rammer plet, specielt Daniel Brühl der næsten ligner Lauda. Den er elsket af anmelderne og nomineret til utallige priser verden over bl.a. en Golden Globe og en dansk Robert som bedste film.
En anden populær racerfortælling er den klassiske Tom Cruise film Days of thunder, 1990, men hvor denne var ren mainstream underholdning, har Rush en helt anderledes god dybde og bid.
Spændende og velfortalt historie fra det virkelige liv, der er elsket af anmelderne og nok skal få mange udlån trods sit lidt "smalle" emne om formel 1.