Orla Johansen er kendt for en række romaner og noveller i krimigenren og selvom historien i denne lille roman er fyldt med spioner og forfølgelser, er det humoristiske og komiske det mest fremtrædende. Dels er der de taknemmeligt komiske elementer som en verdens- og virkelighedsfjern professor og en skrap svigermor, der, fordi hendes mand er for lidt dominerende, holder altdominerende hunde. Dels er der i intrigen en vis komik, der kulminerer i sidste kapitel i en raffineret hævn. - Oscar Latour, klokkesøn fra Langeland og professor i slaviske sprog, vikles ind i en serie accelererende begivenheder. Ved en fejltagelse forveksles han med sin fætter, der som journalist skal til Moskva, lokkes i en fælde og får tatoveret en plan over hemmelige NATO-anlæg på sin ryg, for at skulle »eksporteres« til Moskva. Da fætteren uvidende er rejst, opdager spionerne fejltagelsen og indleder jagten på professorens ryg. Han må flygte og har hele tiden russerne i hælene, indtil han lader,tatoveringen affotografere for at offentliggøre planerne. I første omgang mislykkes denne offensiv dog og først da han er lagt levende i kisten, for at skulle agere død diplomat, får han heldet med sig og undslipper. Affæren er afsløret. Hovedmanden afsløres, men beholder sin stilling i forsvarsministeriet, og Latour hævner sig nu med en passende tatovering på fuldmægtigens ryg. - For alle biblioteker og ungdomsafdelingen.