Forf., (1967-) debuterede med seks digte, bragt i tss Hvedekorn, 1996 nr. 2. Udover at medtage disse seks præsenteres yderligere knap 25 digte i en, nok kvantitativ, men ingenlunde kvalitativ beskeden samling. En stilsikker og fornem debut, der bl.a. karakteriseres ved såvel sproglig beherskelse som en elegant brug af metaforer, der administreres tilpas økonomisk i et iøvrigt digterisk univers, der ofte munder ud i undertiden abrupte afslutninger. Stringente - og lejlighedsvis grænsende til det lapidariske - forløb, hvor billeder og motiver over emner som ensomhed, eksistentielle vilkår, parforhold, det at se ind i sig selv, til stadighed tematiseres. Emner, der alle ikke er lyrikken fremmed, men nok snarere en del af dens hjerteblod, ofte set tenderende abstraktionen og det lettere patetiske. Her er imidlertid ingen unødig grublen eller sværmeri, forf. er realistisk nærværende i sin favnen af såvel krop og sjæl, som himmel og hav: /Det er ikke nogen/anden person ental/men et tredie ubestemt flertal/der sænker sig/i kroppens grønne dale/står på spring bag huden/med fremstrakte klipper//Det er knap nok et digt/men fortællingen/om den troløses trolige gang/fra det ene til det andet/. Nye læsere, som bibliotekerne nok kan levere, kan roligt fortsætte her.