Sammenfald : digte

Stærk samling med følsomme digte, der kredser om det at være menneske, og at mennesket er i konstant berøring med verden. For læsere af ny dansk lyrik.

Helene Johanne Christensen (f. 1989) debuterede med digtsamlingen Blå om en kærlighedshistories lys- og skyggesider. Nu følger hun op med en digtsamling i fem dele, der kredser om at mennesket/kvinden som biologi og bevidsthed ikke er selvberoende, men i konstant berøring og forbundet med den verden, man er en del af: "Jeg vil se lyset/ skinne gennem mig/ Jeg vil være gennemskuelig/ som Greta oto-sommerfuglens vidunderlige vinger af glas/ Cassiopeia-goplens gennemsigtige hjerneløse krop// Jeg vil udvide mig i alle retninger/ Løst materiale skal fæstne sig/ så mængden af partikler/ øges og ordnes/ i gentagne mønstre/ i alle rummelige dimensioner/ og jeg til sidst/ krystalliseres". Der er også afsnit om stærke kvinder med tilknytning til naturen, fx Marie Curie og grundstofferne, vulkanologen Katia Krafft og den cubansk-amerikanske performancekunstner Ana Mendieta.

Intelligent poesi, der forbinder tanker om biologi, kroppe, bevidstheder og stærke kvinder. Der er en usædvanlig sensibel og sanselig skarphed over de bedste digte, som bliver ved en længe: "Verdens lys rammer mig fra alle kanter og spalter sig i millioner af stråler." Digtene er på trods af temaerne ikke svære at læse, kan nydes for sproget af alene og vinder ved flere genlæsninger.

Jeg kom til at tænke på Inger Christensen og Pia Tafdrup, fx Lugten af sne.

Read the full assessment