Sandmaleriet : en lysesort komedie for fem personer i fem scener

Karen Borup betegner sit nyeste udspil som en "lysesort komedie". Deri skal man lægge, at hun på den sorte side skriver om forvitringens år, hendes tre hovedpersoner er gamle kvinder, de glemmer ting, de forlægger ting, de kan f.eks. tro de bliver bestjålet af en tyv, der så kan finde på at returnere det stjålne og lægge det de særeste steder! På den lyse side skal man lægge, at når det nu er sådan, kan man jo også betragte det hele med humor og få også de muntre sider af denne historie med. En ung hjemmehjælper er hende, der ikke (!) stjæler, et barnebarn er ham der kommer hver torsdag, men som mormoderen ikke har set i måneder! Der er skam tårer i den lille komedie, men der er ingen tragik. "Sandmaleriet" foldes afsluttende ud som et billede på livet. Erindringsfragmenter kommer og går. De tre gamle kvinder holder af hinanden og hakker lidt på hinanden, så Gustav Wieds Skærmydsler kan blive bragt i erindring, men Borup har sin egen tone og sin egen humor i denne lille, charmerende komedie, der sagtens vil kunne blive spillet til succes af det amatørteater, som forlagets udgivelser jo primært er rettet mod.

Read the full assessment