Se, uden hænder!

Mikael Wulff og Anders Morgenthalers tegneserie har vakt en del opstandelse blandt Politikens læsere, som ikke alle har været lige tilfredse med skiftet fra Strid til Wulffmorgenthaler. Politiken-læsernes blandede følelser er forståelige, for det er let at blive træt af de to tegneserieskaberes ofte temmeligt puerile humor. Crazy-humor udspringer ofte af dagligdags situationer, som med et snuptag vendes på hovedet og derved fremkalder en form for aha-oplevelse hos læseren. Men Wulff og Morgenthalers udgangssituationer er ikke dagligdags, men derimod alt for ofte særdeles konstruerede, hvorved de kommer til at mangle den nødvendige læserindlevelse. En vits om en tennisamatør, som slår André Agassi ved at spille med ketsjeren stukket op i røven er uendelig søgt - og vitsen bliver ikke bedre af at blive gentaget som en vittighed om Tiger Woods og en golfamatør med golfkøllen anbragt samme sted. Ind imellem lykkes det dog de to forfattere at ramme en Gary Larsonsk crazy-humor, som når Jesus drukner på landjorden, eller når Einstein opfinder relativitetsteorien, da han bliver grebet i utroskab. Der er bare for langt mellem snapsene - og det er tankevækkende, at samlingens bedste vits er et lån fra Radiserne.

Read the full assessment