Reflekterende sprogkunst med en let melankolsk undertone - sådan kan Molinas stil karakteriseres. Bogens 17 historier er indbyrdes uafhængige, men kan læses ind i overordnet sammenhæng. Molina fabulerer over livets og identitetens tildragelser. Langsomt bliver man stillet ind på hans frekvens og lader sig glide med historiernes sprogstrøm, der veksler mellem det observerende og det direkte beskrivende og fortællende. Han blander virkelige personer - forfattere som Kafka og Primo Levi - med rejser ude og fra hjemegnen med fiktive elementer, uden at man rigtigt ved, hvor det ene slutter og det andet begynder. Det forlener de essayagtige historier, der handler om identitetssøgen, tabsoplevelser, angst og livsskift med hager af konkrete begivenheder, som læseren kan koble sig på. I historien, "Sakristan", der handler om afstand og frygt for det ukendte flytter fortælleren til Madrid, men kommer jævnligt til sin provinshjemby, der langsomt forandrer sig på en måde, som kun registreres af den, der er flyttet derfra. Herfra knyttes der referencer til Primo Levis stærke beskrivelser af transporten til kz-lejren fra den italienske hjemegn. Molina er bestemt en forfatter i sværvægtsklassen - ikke svær, men alligevel mest for de krævende romanlæsere.