Engelsk humor for damer skrevet af en amerikaner og udkommet på mange forskellige sprog. Der er med andre ord noget yderst genkendeligt i bogens tema: 35 år, ugift og endnu aldrig skruet naturligt ned i en str. 36. De ting hænger naturnødvendigt sammen ifølge bogens hovedperson Jacqueline, som lider af verdens største mindreværdskompleks. Hun tror virkelig, at alverdens ulykker i familien og omgangskredsen skyldes hendes indbildte overvægt. Gennem et helt år følger vi hendes dagbogsoptegnelser og de mere eller mindre vanvittige krumspring for at komme til at se mindre tyk ud. Hun har så travlt med sine formindskningstricks, at hun slet ikke opdager, mændene godt kan lide hende, som hun er. Og med den herlige morale kan læseren forhåbentlig se sig selv (eller veninden!) i spejlet bagefter. Velskrevet og grinagtig engelsk tragikomik, som nydes bedst i små doser. Den minder meget om en anden dagbog, der kom på dansk i 1997 Bridget Jones' dagbog, og vil tiltale de samme læsere. Forfatteren er født 1957 og dette er hendes første bog.