Ambitiøs og spændende genskrivning af verdenshistorien, der vender blikket mod øst og centralasien. For læsere med interesse for verdenshistorien.
Peter Frankopan er en af Englands førende yngre historikere og leder af Center for byzantinske studer ved Oxford University. I bogen viser han, hvordan civilisationerne i øst og vest i mere end 1.000 år blev bundet sammen af silkevejene, hvor der ikke alene blev udvekslet handelsvarer; der skete også en gentagende udveksling af varer, ideer, ideologier, religion, sprog og meget mere. Bogen beskriver bl.a. silkevejens oprettelse, Persien, kristendommens og islams udbredelse, Rusland, vejen til Nordeuropa i 1600-tallet, verdenskrigene og status i dag, hvor Vestens dominans er truet og nye silkeveje hen over asiens ryk bliver genoprettet.
Bogen er en fornøjelse at læse for dens mange indsigtsfuld iagttagelser og vil udfordre de fleste læseres syn på verden, idet den gør op med den eurocentriske historieskrivning, som den fx kommer til udtryk i J.M. Roberts' "Penguin History of the World". Ved at sætte spørgsmålstegn ved Vestens rolle i den store verdenshistorie giver bogen således et spændende bud på en genskrivning af historien, og den almindelige læser får et værdifuldt og nuanceret perspektiv og dermed en nøgle til forståelse af de aktuelle begivenheder i fx Iran, Mellemøsten, Centralasien, Kina og Rusland.
Valerie Hansens The Silk Road er også vægtigt værk om emnet.