Sjælerejser handler om sjælenes liv imellem inkarnationerne. Hidtil har denne type litteratur mest beskæftiget sig med enten nærdødsoplevelser eller tidligere liv. Den åndelige rejse, 2003, har et afnit om livet mellem livene, mens dette altså er denne bogs primære emne. Metoden til at få noget at vide er regressionshypnose, en tilstand forfatteren kan sætte sin klient i, hvorefter han kan udspørge. Det er uhyre omfattende at skulle beskrive denne ikke-fysiske verden. Mennesker under hypnose er tilbøjelige til at strukturere deres referenceramme ud fra det, deres bevidste sind ser og har oplevet på jorden. Hver enkelt oversætter abstrakte åndelige omstændigheder ved deres oplevelse gennem fortolkende symboler, som giver mening for dem. Bogen består af lange hypnoseinterviews med forfatterens kommentarer ind imellem. I den åndelige verden bliver sjælene en slags lysvæsener på forskellige udviklingstrin. De går i skole og udvikler sig også mellem inkarnationerne, inkarnerer på forskellige kloder, er sammen i grupper og inkarnerer ofte forbundet med de samme sjæle som i tidligere liv. Forfatteren er amerikansk hypnoterapeut med Ph.D i rådgivning. Målgruppen er folk, der tror på/er åbne for denne form for livsforståelse.