Denne bog henvender sig til børn fra ca. 7 år. og opefter. Den vil også være relevant for pårørende, venner, lærere og andre fagfolk, der har depression inde på livet. Bogen kan være med til at belyse, hvad depression er, og hvordan man tackler det.
Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog. Der er korte fortællende kapitler kombineret med en illustration. Hvert kapitel er bygget op på spørgsmål så som "Hvad er depression" "Hvad kan jeg gøre" osv. Bagerst findes et kapitel primært tiltænkt som vejledning til lærere og fagfolk. Bogen er udgivet i serien "Skal jeg fortælle dig om" som alle behandler sygdomme, der er lidt svære at forklare eksempelvis ADHD, Angst, Autisme og OCD.
Bogen er bygget op med Julie som fortæller. Hun fortæller om, hvordan det føles at have en depression. Julie er mor i en familie på 4, og på den måde beskrives depressionen også med børn i familien. Den er velegnet som udgangspunkt for samtale og vil kunne bruges både i privat sammenhæng og i institutioner.
En anden bog der behandler depression er Mor er indlagt, som også er en bog, der kan bruges som udgangspunkt for samtale.