Meget interessant fagbog om udviklingen af den menneskelige intelligens og om hvordan de nedarvede tænkemåder, helt tilbage fra urmennesket på den afrikanske savanne, ofte går på tværs af de tænkemåder, som skolen kræver. Bogen fortæller, hvori de nedarvede tænkemåder består og hvordan lærere kan tilrettelægge undervisningen, så arven medtænkes. Forfatteren er biolog, hvilket gør bogen meget interessant. Pædagogiske værker skrives ofte af pædagoger og psykologer, men her er indfaldsvinklen evolution og biologisk kognitionspsykologi, hvilket tilfører en ny dimension til undervisningsdidaktikken. Bogens faglige stof er levende fortalt i et letforståeligt sprog, som gør, at bogen næsten kan læses som en roman, uden at fagligheden forsvinder. Bogen henvender sig overvejende til lærere og lærerstuderende og bør stå på lærerbiblioteket. Samtidig er bogen også relevant for pædagoger, psykologer og folk med interesse i den menneskelige hjerne og evolution. Forfatteren har tidligere skrevet Videnskaben, verden og vi (00/51).