Forfatteren har tidligere skrevet tre humoristiske novellesamlinger fyldt med mandehørm og social lokalkolorit fra miljøerne på de danske værfter. Om mennesker, der ellers sjældent skrives om, men også mennesketyper mange genkender, og måske endog holder af. Og forfatteren fortsætter heldigvis ufortrødent trods værftslukning med 12 nye sjove skrøner om mænd af en særlig stovt støbning, der klarer sig imod alle odds, også da fabriksfløjten lyder den sidste gang. Her færdes bramfrit personligheder med navne som "Grammofonen", "Lunte" og "Volmer Gummiben". Der er ivrige diskussioner i et beskedent skur om begrebet "oplevelsesøkonomi". Her er "Flamingo", en gråtonet usympatisk stræber af en arkitekt, der hader havne, og som ved skæbnens lumske lune udfordres af en farverig basse af en havnechef. Og der er historien om "Event Eriksen", der headhuntes til at sætte liv i havnen efter værftslukningen. Men da selveste US Air Force rekognoscerer før et evt. præsidentbesøg imponerer det hverken den meget snakkende "Grammofonen" eller den cigarrygende "Konsulen". At udskifte det oprindelige og ærlige med det højtflyvende er måske netop ikke det stof sådan en havns grundpiller støbes af. Sjove og samfundssatiriske skrøner med skægge stregtegninger af Per Juel. Til smilet og eftertanken nok især hos lidt ældre læsere, der også holder af fx Edwin Lysdal, Søeborg eller Riel.