Books / nonfiction for children

Snegle og muslinger ved stranden


Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 26. Mar. 2001

By

By

Jørgen Bartholdy

d. 26. Mar. 2001

På vandreture langs stranden formelig vader vi i sneglehuse og muslingeskaller af alle mulige slags. Tove Yde fortæller kort, men alligevel grundigt om skallernes og husenes oprindelse. Vi får at vide hvilke dyr der har været inden i, hvor de levede om menneskets brug af dem gennem tiderne og meget meget mere. Bogen er skrevet i et mundret og letforståeligt sprog og er gennemillustreret med gode farvefotos. Kun ca. en tredjedel af bogen er beskrivelser af de enkelte snegle- og muslingearter. Resten giver mere samlede beskrivelser af emnet. Der er ikke tale om en bog, der egner sig til en tur på stranden, derimod er den velegnet til at have liggende i sommerhuset, hvor den kan gøre god nytte, når dagens fangst skal bestemmes og diskuteres. Målgruppen er amatører, og vel især de forældre eller pædagoger der skal formidle stoffet videre til mindre børn. Større børn fra 12 år kan håndtere bogen selv, og med sin brede introduktion til emnet vil den også blive brugt ivrigt af folkeskolens opgaveskrivere.


The libraries' assessment

d. 26. Mar. 2001

By

By

Steen Agger (skole)

d. 26. Mar. 2001

Forfatteren har i 1998 udgivet bogen Sten og forsteninger i Danmark. Her drejer det sig om de snegle og muslinger, hvis skaller vi kan finde ved vore kyster. Først fortælles om bløddyrenes karakteristika, deres udbredelse, skallernes vækst, form og farve og om havbundens dyresamfund. Herefter handler det om sneglenes anatomi og om de danske arter. Et lignende afsnit behandler muslinger. Til sidst afsnit om bløddyr i havets kredsløb (herunder fjender, indvandring af amerikanske arter, gift m.m.), menneskets brug af snegle og muslinger og gode lokaliteter, hvis man vil finde skaller. Illustrationerne består af farvefotografier og enkelte tegninger. Bogen giver en ret grundig gennemgang af emnet, idet den ikke kun fokuserer på skallernes udseende, men også fortæller om dyrenes levevis og om deres betydning i for- og nutid. Den henvender sig til naturinteresserede unge og voksne. Kan bruges i forbindelse med biologiske emner i folkeskolens ældste klasser. Da bogen indeholder fotografier af en række arter, kan den godt bruges som håndbog ved en tur til havet, men her er Hvad finder jeg ved stranden (seneste udgave 2000) mere omfattende og oversigtig. Tag med til stranden (2000) omtaler også snegle og muslinger. Til undervisningsbrug i de yngre klasser findes Tæt på stranden (1998) med mange aktivitetsforslag og et fint afsnit om skaller.