Det måtte jo komme, den første på bog på dansk om Valentines dag den 14. februar. Det er den dag hvor man sender sin elskede, familie eller venner en opmærksomhed. Det er oprindeligt en amerikansk/engelsk skik, som man i de senere år har gjort forsøg på at gøre populær i Danmark. Forfatteren er Mette Nørby, som vi kender fra en række bøger om decoupage, smykker, servietfoldning m.v. Mette Nørby fortæller om den romerske martyr, Sankt Valentin, som har lagt navn til dagen, og derefter giver hun masser af eksempler på små valentinesgaver, man selv kan lave. Det er hjertet, der er udgangspunktet: en yndet hilsen er en hjemmelavet hjerteformet æske fyldt med chokolade, man kan dekorere hjerter som sættes i en blomst, og hvad det spiselige angår, er der opskrifter på småkager bagt i hjerteform, forslag til pindemadder som start på en romantisk aften og en festlagkage lavet af hjerteformede lagkagebunde. Selvfølgelig er der også ideer til hvordan man selv kan lave kortene og forslag til romantiske vers. M. Nørby samler selv på antikke valentineskort, og der vises en del her fra hendes samling. Kort sagt romantik for alle pengene. Det er en flot illustreret bog, som kan inspirere dem - både unge og ældre - der selv har lyst til at markere dagen på en personlig måde.