26 år efter F.P. Jac's første mandelgavebog kommer her opus nr. 2. Digtene hører dog slet ikke hjemme i småtingsafdelingen og for kendere af forfatterskabet, men kan og bør formidles bredt.
Bag titlen skjuler sig i virkeligheden to digtsamlinger: Dels tretten splinternye Jac-digte, dels som bonus-bog et genoptryk af samlingen Tretten dage af en sne fra 1981. Den nye dobbeltbog har fået en fælles undertitel "December-digte" som tematisk peger på at det i begge samlinger drejer sig om status og eftertanke på kanten af et nyt år. De nye digte viser digterjeget i dagligdagssituationer, hvor der i forhold til tidligere er skruet noget ned for vildskaben og "livets ilterhed", mens 1981-samlingen er skrap selvransagelse og forsøg på at formulere en ny begyndelse efter at forfatterskabets første ekspansive fase året før var kulmineret med Misfat.
Dobbeltbogens digte klæder hinanden, men ikke mindst genudgivelsen af Tretten digte af en sne er vigtig, fordi det er en nøgletekst hos Jac der - hvis den stadig eksisterer - sikkert i mange år har haft et stille efterliv i depoter og magasiner.
Bogens to digtsamlinger spejler hinanden som udtryk for forskellige livsafsnit. Det der binder dem sammen på tværs af årene er Jac's unikke og uefterlignelige sprogarbejde som dengang og nu flytter vores forestillinger om, hvordan verden ser ud og hvordan den kan beskrives: "og mens solen svinder ind i alt,/ vil sproget stadig vidde sine krav,/ og verden anderlede sig lidt igen,".