Når F.P. Jac i sin nye digtsamling kalder den pensionerede gymnastiklærer Numse-Kaj for "besøgsven", er det et udslag af hans underfundige og legende forhold til sproget. Digtsamlingens titel dækker over, at Numse-Kaj igennem 24 digte aflægger visit hos en række gamle og nye venner samt et par kendte skikkelser fra samfundets top - og disse besøg spænder sjældent stille af. Mange steder er der skeletter i skabene, og Kaj er ikke den, der holder sig tilbage fra at trække dem frem i lyset. Af samme grund må han ofte afslutte sine besøg temmelig brat, men trods - eller netop på grund af - de mange halvkiksede konfrontationer lykkes det Jac at komme godt ud i krogene af samfundet og via sin kompositionsform få givet et skarpt og vittigt øjebliksbillede af et land og en befolkning i vildrede med sig selv. Jac er en glimrende iagttager, men han er dog først og fremmest digter med et fint øre for det talte sprog og et frækt og fantasifuldt forhold til det skrevne sprog. Hør f.eks. disse linjer: "Ja, ja, lad os nu ikke overhimle./ Kaj går mod sit hus/ endnu en gang inddraget i sig selv./ Verden står så alene om én." Godt set og flot formuleret.