Vi ser her en lang række farvestrålende sokkedukker, der spænder lige fra de enkle modeller, hvor førskolebørnene også kan være med, til detaljerede og kunstfærdige dukker med tøj, hatte og anden udsmykning. Her er bl.a. skurke, drager, sommerfugle, prinsesser, babyer, slanger, æsler og rensdyr, og de vises alle på helsides farvefotos med en mundret opskrift og evt. skabeloner på modstående side. Omslagets farvefotos giver et fint indtryk af bogens indhold. Bogen indledes med en udførlig beskrivelse af de forskellige fremgangsmåder, suppleret med enkle og instruktive tegninger. Sproget er mundret og engageret, og modellerne er varierede og godt forklarede. Sokkedukker er ikke nogen ny opfindelse, men denne glade bog vil give både små og store børn og deres voksne lyst til at lege og spille komedie. Her stilles ikke de helt store krav til materialer og fingerfærdighed, og bogen er lige velegnet derhjemme og i børnehaven, fritidsklubber og på skolebiblioteket.