Underholdende og personlig beretning om at blive sat i bås og vokse op som pige og blive kvinde, selv om Sanne Søndergaard hellere vil være sammen med de vilde drenge. For kvinder som interesserer sig for kønsroller og feminisme, og deres mødre må gerne læse med.
Sanne Søndergaard er forfatter, foredragsholder og komiker. Hendes barndom og opvækst har været præget af at hun hellere ville være sammen med de vilde drenge end med de stille piger, og hun ville i hvertfald ikke sættes i bås. Hun oplevede tidligt, at hun blev betragtet som anderledes. Når der skulle vælges spillere til fodboldholdet, blev hun altid valgt sidst, selv om hun var den bedste, og hele tiden oplevede hun at høre til de upopulære. Som stor pige og ung indeholder hun utrolig megen vrede, som især går ud over hendes mor. Det er først da hun er midt i 20'erne, hun finder sig til rette i sin kvinderolle som stand-upper, for der kan hun være sig selv.
Sanne Søndergaard skriver underholdende, morsomt og tankevækkende og samtidig også meget skarpt om de stereotype kønsroller. Hun mærker virkelig, hvordan det er ikke at passe ind i det, hun kalder "Systemet", med alle drillerier, grov mobning og nederlag til følge.
Caitlin Moran skriver også med humor og med udgangspunkt i egne erfaringer i Kunsten at være kvinde. Stilmæssigt får Sanne Søndergaard mig til at mindes Lotte Heise.