Film / fiction / stumfilm med underlægningsmusik

Solopgang


Description


Et ungt ægtepars landlige lykke forstyrres, da manden fristes af en lidenskabelig kvinde fra byen. Hun vil have manden til at myrde hustruen, men han får svære samvittighedskvaler.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 21. Aug. 2013

By

By

Frans Rasmussen

d. 21. Aug. 2013

Dette lidt glemte mesterværk fra slutningen af stumfilm-æraen er en milepæl i udviklingen af filmsproget, men har bred appel, også til andre end interesserede i filmhistorie. Fra 15 år.

Et ungt ægtepar lever lykkeligt på landet med deres lille barn. Men deres lykke forstyrres dramatisk, da manden lokkes til en lidenskabelig affære med en sensuel kvinde fra byen. Hun vil have ham til at skaffe sin hustru af vejen ved at drukne hende i en sejlbåd. Forblændet af kvinden forsøger manden at gennemføre mordet, men får samvittighedskvaler. Den uskyldsrene hustru er rystet og skuffet. De to forsones, men manden må gennem endnu en lidelse. F.W. Murnau var en af tysk stumfilms største instruktører. Efter vampyrfilmen Nosferatu, 1922 og Hotel Atlantic, 1924, blev han inviteret til Hollywood for at lave dette ekspressionistiske melodrama, der vandt den første Oscar.

Med sin ekspressionistiske stil understreger kameraarbejdet med fx dobbelteksponering en særlig atmosfære og stemning af rådvildhed og fortvivlelse. Lydmæssigt er den i forhold til samtiden banebrydende. Mellemteksterne er sparsomme, og med sin brug af lydeffekter nærmer den sig lydfilmen. Som de bedste stumfilm fortæller den billeder.

Formmæssigt er filmen fuldendt og genial og en fremragende studie i filmmediets virkemidler. Trods den enkle melodramatiske historie er den langt fra banal. Det raffinerede formsprog udnyttes perfekt til at skabe stærke, almenmenneskelige følelser, der gør den til en milepæl i filmhistorien.