"U2 gambler ikke med rockens kronjuveler som på et banebrydende album som "Achtung Baby" (1991). Det traditionstro sikkerhedsnet er lovligt fintmasket i flere nye sange, bl. a. den romantiske ballade "Song for Someone", der ikke udfordrer en åndsbeslægtet klassiker som "With or Without You". Der lurer heller ingen bidsk revolution i "The Miracle (of Joey Ramone)", der sender en hyldest i retning af den afdøde punk-legende fra Ramones. Lyrisk er det dog et fornemt afsæt for Bono, der søger tilbage til den musikalske urkraft, der satte gang i musik-drømmene: "I wanted to be the melody/ Above the noise, above the herd." På næsten naturstridig vis lykkes det endnu engang for U2 at vende tilbage og fremstå som en hårdfør og uopslidelig enhed, der modstår dødelige bid fra tidens tand".