"Songs er cd'ens enkle titel, og den kommer vidt omkring i det Frandsen'ske univers. Dens 30 sange stammer fra tiåret mellem 1983 og 1993, og det er vist ingen overdrivelse at hævde, at Frandsen har udviklet sig siden da. Det kunstneriske niveau er på denne cd noget ujævnt, mere svingende end swingende, og flere steder virker det, som om Frandsen musikalsk set træder vande. Ikke desto mindre er der en del at komme efter, ikke mindst på det litterære plan, hvor digtere som Pia Tafdrup, Hermann Hesse, William Blake og Henrik Nordbrandt har bidraget".