Sorte sonetter : et digt

Som en logisk fortsættelse af Høecks forsvar for Ulrike Marie Meinhof i bogen af samme navn (1977) og hans hudflettende kritik af det vesttyske samfund i Winterreise (1979) kommer nu dennesamling. Bogen er skrevet i 1977, efter Müncbenolympiaden, som et forsvar for og en hyldest til gruppen Sorte September, Yassir Arafat og Mellemøstens baggårdsbørn, palæstinenserne. Den består afen suite på tres apostrofiske, sonetlignende digte, hvori Høeck lidenskabeligt i en vekslen mellem argumenter og udbrud forsvarer palæstinensernes rettigheder og deres mål og midler, men ogsåbegræder palæstinensernes og det israelske folks tragedie. Det er, som titlen antyder, en sort bog uden håb, et desperat skrig om retfærdighed og anstændighed, som kun brydes af bogens mekaniskesonetform, som inddeler digtene i linjer a 10 stavelser ofte med linjebrud midt i ord. En form som først irriterer, men efterhånden fastholder læserens opmærksomhed i det skrevne. En nødvendig bogi dag, hvor tiden mere endnogensinde får os til at omredigere.

Read the full assessment