Album, der kan bruges på ungdomshylden og i krybben med voksen-tegneserier. Til drengerøve i alle aldre som gerne læser undergrunds-tegneserier, og det som måske er kult.
Det er dømt fuld fart frem tilsat en dygtig og herlig streg i dette første album tegnet og fortalt af Jakob Kappel. De platte ordspil er sjove, hvis man er til den slags, og til den danske tekst får JK hjælp af Mads Groftehauge. Omdrejningspunkt for den lille korte historie er det nok mest mærkelige rockband endnu set. Der er en robot fra det ydre rum, forsangeren er den mest menneskelige med en sand rockstjernes trang til stimulanser og sex, andre medlemmer er en lille djævelsk charmerende dæmon, en slags zombie, et hårdtslående lava-monster, og et grønt monstrum af en guitarist med det velklingende navn "Killer". Bandet er en slags betalt byband i alpebyen Scwartzdorf, hvor en vampyr-hertug regerer og huserer. Det kommer naturligvis til et opgør mellem bandet og hertugen. Men lur mig om den sidste akkord er slået an i bandet "Insïdiös Törment"? Google finder i øvrigt et dansk heavy metal-band med kultstatus med samme navn, mon der ikke er en sammenhæng jeg ikke helt gennemskuer?.
Jeg kom positivt til at tænke på undergrunds-tegneserier som jeg fx husker dem fra tegneseriebladet "GRU" (1972-1975) og fra serier fra Marvel.
Uden at have hørt en strofe fra bandet, nyder jeg hver en streg i dette vellykkede debutalbum, der dog nok alligevel har en relativt smal målgruppe.