Stakkels bobcat

Selv om det gennemgående tema i Camilla Christensens samling af digte og korte prosatekster handler om tab: tab af barndom, kærlighed og uskyld, er der langt fra tale om en nostalgisk begrædelse af fortiden. "Jeg vidste det godt, selv tabet mister man til sidst" som det lakonisk og selverkendende hedder i samlingens første afsnit "Hvad hestene angår". Her kredses der i lighed med mange andre steder i bogen om barndommen som et Arkadien, der rummer det fortrolige, kendte, men ikke mindst, bl.a. i hestenes skikkelse, alt det fremmede, anderledes der ikke "meddeler sig". Ubestandigheden og flygtigheden som vilkår afsættes i de små tekstblokkes springende, fragmenterede form, hvor sansede og erindrede elementer blandes med billeder fra en indre verden. Ingen tolkninger eller værdiudsagn får lov til at stå uantastede før de i næste sætning er modsagt og dementeret af noget andet – en lignende decentrering og flerstemmighed som man finder i Pia Juuls og Naja Marie Aidts seneste digtsamlinger. CC's tekster efterlader læseren i lettere desorienteret og forvirret tilstand efter den første gennemlæsning, men efter den næste og den næste igen... begynder de at give tone og betydning fra sig. Teksterne skaber et foruroligende, mangetydigt univers som læseren kan gå på opdagelse i.

Read the full assessment