Per Kirkeby udførte i sommeren 2001 et 452 kvadratmeter stort lofts- og vægmaleri i Auditoriehuset, en nybygning ved Aarhus Universitet. Fra et stillads og med hjælp fra to assistenter blev det monumentale værk malet direkte på stedet. Bogens forfatter har fulgt processen fra de første skitser blev lavet i 1998 til færdiggørelsen. Det er der kommet 9 intense interviews ud af. På Læsø, i Auditoriehuset og oppe fra stilladset fortæller Kirkeby om de tanker han gør sig både med hensyn til arbejdet lige nu og her og af mere eksistentiel karakter. Der er skrevet meget om kunstneren, men her kommer man nok tættere på den kunstneriske proces end tidligere set. Alligevel får man ikke en færdig nøgle til det kunstneriske værk, der så magtfuldt folder sig ud over den vældige flade; kun spredte glimt. Den yderst veloplagte bog er fint illustreret med fotos af kunstneren og assistenterne i fuld sving på stilladset samt med gode farvegengivelser af det færdige maleris detaljer.