Gør dit barn bedre rustet til skolens udfordringer. Kan anvendes af alle forældre til børn i indskolingen, på mellemtrinnet og overbygningen.
Forfatteren er uddannet lærer og har gjort det til sin mission, at gøre forældre i stand til at ruste deres børn til skolegang i folkeskolen. Der sættes fokus på, at forældrene er barnets største motivator, når det kommer til skolearbejdet. Der er gode råd til, hvordan man som forældre skal have høje forventninger til sine børn, og hvordan man udvikler barnets evne til at møde udfordringer. Opfordringen lyder, at barnet skal lære vedholdenhed, og den kan tilegnes gennem husligt arbejde. Hvordan man får succes med at få barnet til at udføre pligter, beskrives med gode råd til hvordan man holder fast i sin beslutning. Hvis barnet opfører sig dårligt i skolen, er der guide til, hvordan man retter op og lærer sit barn at begå sig.
Bogen er letforståelig, og forfatteren kommer således fint ud med sit budskab om at lære børnene vedholdenhed, så de lettere kan møde udfordringer i skolen. Forfatteren skriver med stor autoritet, og gennem hele bogen er det tydeligt, at det er en erfaren lærer, der giver gode råd til forældre. Letlæste råd og vejledninger, der er lette at følge.
Bogen Vind med dit barn handler om, hvordan forældre kan støtte og motivere sine børn til at yde bedst muligt. I indeværende bog er der dog ikke fokus på talentudvikling, men "kun" på at blive god til at modtage læring.