Storby-blues

Mange betragter D. T. som en mediebegivenhed. Sikkert er det da også, at ingen anden dansk digter i så høj grad har mediernes bevågenhed. Men at en digter har mediernes bevågenhed, behøverikke automatisk betyde, at læserskaren bliver tilsvarende stor. Fra udlånsarbejdet er det min erfaring, at Vangede Billeder stadig er D. T.'s eneste boom, og efterspørgslen på Drive-in digte og 3-Ddigte - samlinger som ligger helt på linje med den nye her - har været behersket. I Storby-blues er der igen tale om en række lange improvisationer over storbyens liv, og jeg synes fortsat, dersvinges fra det kedsommelige til det gribende. Når perspektivet er skyhøjt og alt registreres som bevægelser i Vorherres store myretue, og når der så tilmed fyres smarte vendinger af, er detvanskeligt at holde interessen intakt, men når D. T. krænger sin bluessjæl ud og skriver inde fra hjertets glæder og kvaler - som det sker i en halv snes mesterlige digte her - synes jeg, han erfængslende som ingen andre.Gennemgående spiller musikken - jazz og beat - en overordnet rolle: Elegi for the Byrds, I re-member Clifford, There'll never be another you, f. eks.

Read the full assessment