Hans Skov har i mange år stået i spidsen for Dansk Ornitologisk Forenings forsøg på at bevare storken som dansk ynglefugl. Som bekendt ser det ikke ud til at skulle lykkes, og forfatteren har med bogen villet give storken et værdigt minde, indtil der igen bliver plads for den folkekære fugl i den danske natur. Det er blevet til en meget flot storkebog, illustreret med mindst 3-4 fotografier på hvert opslag af storke før og nu, i Danmark og i udlandet. Det store afsnit om storkens historie i Danmark begynder med ringmærkningen omkring år 1900 og følger udviklingen frem til de seneste års ihærdige forsøg på at fastholde en ynglebestand. Andre afsnit fortæller om ynglebiologi, trækforhold, udbredelse, krav til fødesteder, og også om storken i myter og folketro. I et bilag bringes en komplet liste over redebesøg af storken fra 1971-2003. Det er en bog både for fuglefolket og for alle andre der drømmer om at få Stork Langeben tilbage. Men teksten er nok lidt for svær til børnebiblioteket, der så til gengæld kan tilbyde Ditte Rendtorff Den hvide stork(2002).