Forfatteren er englænder, og har studeret kunsthistorie, lavet tegneserier og gennemrejst Asien, inden han begyndte at skrive. Denne spændingsbog er hans debutroman, og første bog på dansk. Bogen fik en engelsk debutantpris, og instruktøren af Trainspotting Danny Boyle har købt filmrettighederne. Fortælleren er den unge englænder Richard, der som alle rygsæksrejsende starter sin tur til Asien fra Khao San Road, Bangkok. Her kommer han i besiddelse af et mystisk kort over en ø, et blandt rejsende legendarisk sidste paradis, uspoleret af turister. Sammen med to medrejsende finder Richard øen opdelt i en marihuanaplantage med bevæbnede vagter, og en lagune, hvor en flok ligesindede globetrottere har slået sig ned i et utopisk kollektiv. Richard og vennerne indlemmes i fællesskabet, men snart forsvinder idyllen, da junglementalitet og menneskets vrangside får overtaget. Bogen er slags Fluernes herre, hvor aktørerne her er "generation X's" rygsæksrejsende globetrottere. Det er en meget spændende murstensroman, velstruktueret med et stemningsfuldt sprog, der skaber en langsom krybende uhygge. Den var en fornøjelse at læse, og målgruppen er bred, men med ungdommelig appel.