"Lyrisk og stemningsmæssigt starter vi (...) i den hyggelige og meget lidt eksotiske danske dagligstue, hvor søndagsstemningen ligger som et roligt tæppe over morgenkaffen. Hvor numrene skal bestiges som sneklædte kæmpebjerge, men hvor der ikke er så meget som et eneste forstyrrende fodspor i sneen. Og hvor det måske i momenter bliver lidt for hyggeligt (...) men hvor det organiske lydbillede, de melodisk funderede, komplekse arrangementer og ikke mindst Jonas H. Petersens fløjlsbløde vokal skaber stor skønhed. En skønhed, der i de bedste øjeblikke, og dem er der heldigvis en del af, lægger sig elegant opad kunstnere som Sufjan Stevens, Active Child og måske Perfume Genius. Og der kommer heldigvis også flere spændinger ind på anden halvdel af pladen, hvor Jonas H. Petersen bevæger sig ud af dagligstuen og ud på sin mentale tidsrejse (...) til Botswana".