Den stramme form har aldrig været Bodil Randers'. Hendes virkemidler er karikaturen og overdrivelsen. Hun er stor/overforbruger af ord. Denne 2. og tilsyneladende sidste del af historien omSusurla er ingen undtagelse. Det uelskede barn skal her lære at blive smuk, klog og modig. Det spændende i B.R.s bøger er hendes viden om og påpegning af, at på trods af håbløse omstændigheder,skal denne verdens Susurlaer finde styrken i sig selv. Hvad der derimod kan ærgre, er hendes mangel på sproglig disciplin. Den særegne skrivemåde virker ikke som en kunstnerisk afprøvning afsproget. »... månen skyndte sig at stige ...« føles som løs snakkesagelighed, fordi der i situationen ikke er belæg for at den skulle skynde sig. Den slags er der, efter min mening, alt for megetaf. Historien ender lykkeligt. S. får sin indre styrke frem og vinder morens kærlighed. Som i eventyrene har hun hjælpere. Foruden de tre mostre, den smukke pige, som lærer hende at blive smuk ogen modig pige, som i en herligscene lærer hende at skælde ud. Vi er også et smut i Møgeltønder, hvor hun finder sin far, som lærer hende at blive klog (på moren). Ill. understreger det groteske ihistorien, som, alt efter interessen for forfatterskabet, kan oplæses for de 7-10-årige og selvlæses fra 9 år.