For læsere der gerne vil følge med i den frodige "underskov" af lyrik der findes uden for Forfatterskole-miljøet og de store, etablerede forlag.
Lyrikdebutanten Louise Kristensen holder sig ikke tilbage for at prøve kræfter med en af genrens klassiske motiver: naturen. Den skildres i flere digte som hvilende suverænt i sig selv: "Violerne -/ jeg behøver ikke skynde på dem/ det umådeligt skarpe sollys/ på gulkalkede vægge/ ved selv hvor det skal hen", eller som den hjemstavn, der favnende tager imod jeget. Under alle omstændigheder som modpol til den oplevelse af retningsløshed og utilpassethed der udgør et andet tematisk spor, hvor tonen og sproget er anderledes pågående og ekspressivt. Samlingen afsluttes med en række kunstner-portrætter, tilegnet navngivne kunstnere som Goya og Yves Klein, eller den anonyme figur "Maleren", der kritisk og ironisk skildres som en kunstnertype der mere er drevet af egen forfængelighed og markedets forventninger, end af kunstens egne iboende krav.
Digtene er skrevet og fremført på forskellige oplæsningsscener i det københavnske litteraturmiljø og udkommer i det lille forlags efterårspakke med udgivelser, hvor både etablerede forfattere og debutanter er repræsenteret.
Der er mange gode sproglige anslag og energi i disse debutdigte, men de peger i lidt for mange forskellige retninger til at give samlingen et homogent og gennemarbejdet præg.