Niels Frank er digter, ikke kunsthistoriker, og han har heller ikke haft til hensigt at skrive kunsthistorie, men netop kunsthistorier. Alle femten historier er baseret på hændelser, der faktisk har fundet sted, eller med Franks ord kunne have fundet sted, og idéen er at belyse den personlige tilskyndelse bag værket. De tager alle udgangspunkt i ét bestemt kunstværk, et maleri, et tryk, en skulptur eller et fotografi, og før teksten er værket afbildet sammen med nogle faktuelle oplysninger om kunstneren. Teksterne handler bl.a. om Dürer, Frida Kahlo, Hokusai, Andy Warhol, Cézanne, Brueghel, Gauguin, Caravaggio, Rembrandt, David Hockney, Picasso, en (forfalsket) etruskisk gravurne, Leonardo da Vinci og Marcel Duchamp - i nævnte rækkefølge. 2 af kunstnerne - Cézanne og Warhol - har Frank tidligere skrevet om i essaysamlingen Yucatán, men der er der tale om mere teoretiske refleksioner over kunst. Historierne er skrevet for børn, unge og voksne uden forudsætninger, og et af Franks hovedmotiver med bogen er at se værkerne på ny, uden at oplevelsen er tynget af forhåndsviden og præferencer. Måske kan børn læse historierne som udgangspunkt for en samtale, men målgruppen er nu snarere voksne, der vil læse en digters udlægning af historien bag kunstværkerne.