Respekt for mennesker og dyr vil altid belønne sig. Det ses gennem en drengs handlinger i denne billedbog om et æsel og dens herre. Til højtlæsning for børn fra 3-6 år. Kan også bruges af ældre børn i skolen eller i fritiden.
Jackson er et gammelt æsel, der bruges som transportmiddel af en bonde, der fragter varer til markedet. Jackson går op og ned af bakker uden at beklage sig. En dag bliver det alligevel nok. Halvvejs på en bakke nægter Jackson at fortsætte. Bonden forstår ikke hvorfor og forsøger at få ham i gang igen. Bonden råber af Jackson og skal til at slå ham med en pind, da bondens søn stopper ham. Bondens søn har nemlig forstået, at Jackson længes efter et "tak for hjælpen" efter alle de år som pakæsel. Da Jackson har fået sin anerkendelse, bliver han samarbejdsvillig igen. Ægteparret Daly har også lavet Seb og Bravo sammen og udgivet andre danske bøger hver for sig.
En enkel og ligefrem historie med en tydelig og god morale om, at "det er de små ting, som at sige "vær så venlig" og "tak", der gør den store forskel i verden", som bondens søn forklarer sin far. Det kan man ikke lære for tidligt. Tegningernes varme farver og den letforståelige tekst spiller godt sammen, og selvom historien foregår i en verden, der ikke er helt lig vores i Danmark, er den universel og vigtig for alle.
Et andet æsel, der nægter at adlyde sin herre, er fx Æslet, der stod stille.