Forf. er dr. thoel. og docent ved Institut for Etik og Religionsfilosofi ved Århus Universitet. Bogen knytter sig til en række af hans tidligere arbejder, bl.a. Retorik (2. udg. 1987). Forf. er igang med et meget spændende emne, som på sin vis har fået fornyet aktualitet efter de elektroniske mediers fremmarch. Man er i langt højere grad, nok dobbelt så meget, nødt til at bøje sig for det man hører, end for det man ser og læser, siger han. Denne forskel mellem skrift og det talte ord er denne bogs emne. Det belyses i 5 hovedkapitler med følgende temaer: To sanser, to sprog, den mundtlige udtryksform, litteraturens kendetegn og kulturhistoriens forløb, konsekvenser af litteraliteten, og endelig religionen og den udvikling, den underkastes ved at gå fra mundtlig til skriftlig udtryksform. Bogen indeholder mange særdeles spændende betragtninger og nye indfaldsvinkler på et gammelt emne. Men fremstillingen er ikke helt let tilgængelig, holdt i et avanceret sprog med mange fremmedordog sublime tankebaner. Det er således ikke et værk, der vil finde vej ud i alle biblioteksvæsenets kroge, men så afgjort en bog, som på grund af sin ubestridte kvalitet i mange år kan bruges på væsenets hylder. Enkel opsætning uden illustrationer, en del litteraturhenvisninger, og stikordsregister.