Mange vil huske BGs bemærkelsesværdige, drømmeagtige ill. til billedbogen Næsehornet (1996). I Tarzans jul har hun selv skrevet teksten til den underfundige satire om misforstået velgørenhed og ill. med samme intense blanding af fantasi, eventyr og realisme. Billeder og tekst spiller fint sammen og anslår samme strenge af humor og drømmeagtig virkelighed. Den geskæftige frk. Himmelstein rejser til Afrika for at missionere og bringe julebudskabet til de stakkels, forvildede sorte. Hendes nærsynethed og fatale uvidenhed bliver skyld i mange ulykker. Hun fører sig frem som civilisationens værste karikatur, en elefant i en porcelænsbutik med en stribe komiske og crazy situationer i kølvandet. End ikke Tarzan formår at få hende til at lytte, og julens velsignelser har hverken han eller dyrene i junglen sans for. Den (lidt for) lange tekst er fuld af pudsigheder og sjove ordspil, fortalt i en letløbende, lavmælt og underfundig tone med appel til såvel børn som den voksne oplæser. Billederne incl. forsiden er farverige, detaljerede og humoristiske med bud til små og store. En spøjs og fantasifuld, illustreret fortælling som børn og voksne kan more sig over med hver deres indfaldsvinkel. Opl. fra ca. 5 år, ikke specielt ved juletid.