"Hund noir-krimi" (som det står på bagsiden) til oplæsning fra ca. 8 år og til selvlæsning fra ca. 10 år.
Forfatter er bl.a. kendt for Abestjernen og Hedvig-serien. I denne bog møder vi hunden Harriet, der bor i byen Broborg, sammen med en masse andre dyr, der klæder og opfører sig som mennesker. Harriet ejer konditoriet "Den Fedtede Flødebolle", men er ikke særlig god til at bage og heller ikke særlig vild med det. En dag da hun virkelig vil gøre en indsats og bage virkelig gode croissanter, kommer hun for meget gær i dejen. Den hæver så meget, at hun bliver fanget i den og bagt inde i den store ovn. Da hun mod alle odds vågner igen, har hun to store croissanter på ryggen, som hun kan flyve med. Hun er også blevet superstærk og udvikler sig hurtigt til byens nye beskytter, "Det Russiske Kys", hvilket der er hårdt brug for, da byen plages af en frygtelig brandstifter. Harriet klarer brandstifteren, at få afsløret en korrupt politimand og en bande falskmøntnere, og til sidst bliver hun værge for to væsler fra banden, der skal rehabiliteres. Historien fungerer virkeligt godt inden for de rammer forfatteren sætter op, selvom den langtfra er realistisk. Illustrationerne er sort-hvide og stemningsfulde på den gode måde.
Bogen trækker på Vinden i piletræerne, Superman og film noir-genren, men jeg kender ikke til noget der ligner denne.
En særegen krimi, der vil glæde de læsere, der går med på bogens præmisser.