Tavse digte

På trods af titlen og på trods af at papiret i samlingens sidste digt ligger tomt og hvidt tilbage kan man ikke just beskylde Jess Ørnsbos nye digte for at være tavse og ordpåholdende. Samlingens barokke og surreelle digte er idiosynkratiske punktnedslag i en absurd verden som er tømt for mening og faste orienteringspunkter: "Husk verden er bare/ et nøglehul/ med intet på den/ anden side". Digtene er fyldt med pågående billeder af fysisk og psykisk forfald og af et ubehag ved kulturen som ville være alt for let at karakterisere som udtryk for misantropi og menneskeforagt, hvis ikke det var for den overdådige sproglige energi og sorte humor, der nok beskriver splittelsen, men netop derfor ikke forskriver sig totalt til den. JØ holder stædigt fast ved modernismens konfronterende holdning. Hans digte sætter spørgsmålstegn ved enhver form for blåøjet udviklingsoptimisme og konfronterer læseren med alt det ubehagelige og unævnelige. Som det formuleres i et af samlingens portrætter af "Hr. Skrums": "Han er helt uundværlig for at vi andre/ kan føle os veltilpas".

Read the full assessment