Mankells nye roman er ikke en krimi, men en kontrastfyldt blanding af satire og dyb alvor. Dens hovedperson er den ironisk skildrede svenske poet Jesper Humlin, der har problemer med sin graviditetshungrende kæreste, sin særdeles aktive gamle mor, der bl.a. yder telefonsex, og sin tromlende forlægger, der forlanger at han, den store poet, også skal skrive krimier. Det har han ikke lyst til, i stedet kommer han bl.a. via en forfatteraften på et bibliotek, i kontakt med nogle flygtninge/indvandrerkvinder, der vil have ham som lærer på et skrivekursus, så de kan blive berømte. I den forbindelse møder han den smilende afrikanske skønhed med dæknavnet Tea-Bag, den tykke iranske Leyla, der lever i frygt for sin brutale far, og den tyvagtige russiske Tanja, der er flygtet fra et baltisk bordel. Disse kvinder kan fortælle historier, der får hans problemer og digte til at virke ubetydelige, og han begynder at engagere sig i deres underjordiske, illegale liv. Kontrasten mellem deres flugt- og skyggetilværelse og den publicitetssøgende Jesper er stor, og jeg synes, at bogen har lidt problemer med på den ene side næsten farceagtige optrin og på den anden side kvindernes meget velformulerede monologer om deres frygtelige oplevelser. Godt omslag.