Siden Niels Egebak i 1960 udsendte Eumeniderne, har han været én af de følende kritikere af både den hjemlige og - især - den franske modernisme. Og i nogle af sine seneste værker - Beckett palimpsest og Anti-Mimesis - har han i lige så høj grad skrevet sig ind i en løbende fransk debat, som han har præsenteret denne debats synspunkter for et dansk publikum. Det kan derfor ikke overraske, at han i denne essaysamling leverer et bidrag til den teoretiske debat om en tekstteori og om sproget og skriftbegrebet, som blandt andre har optaget en række af de franske modernistiske forfattere, der er grupperet omkring tidsskriftet Tel Quel. Og det kan heller ikke overraske, at den franske filosof Jacques Derrida, som har leveret det teoretiske grundlag for Tel Quel's marxistiske tekstteori, også er et af udgangspunkterne for Niels Egebak. Også de fænomenologiske filosoffer Heidegger og Merleau-Ponty og strukturalisterne Althusser og Saussure bliver hyppigt citerede i disse essays, blandthvilke især hans analyse af Leif Hjernøe's romantrilogi er et fremragende eksempel på Egebaks evne til at nærlæse en tekst. Både hvad fremstillingsform og indhold angår er det unægtelig tung kost, som forudsætter kendskab til såvel den eksistentialistiske filosofis terminologi som til den franske strukturalisme.