Termittens vej

Forfatteren har været uhyre produktiv, mest på ungdomsbogsmarkedet. Med Termittens vej har han definitivt, må man tro, forladt den sti. Jeg hører personligt til dem, der mener, at nu er ondskaben blevet dissikeret tilstrækkeligt, der er ved at tegne sig en anden æstetik end ondskabens, håbløshedens og afmagtens. Og Termittens vej er een af de mest rå og modbydelige bøger, jeg har læst. Ikke kun fordi den er een lang torturscene, men også fordi beskrivelsen af de unge mordere er skærende håb- og hudløs. Jeg synes ikke bogen kan sige sig ganske fri for voldsspekulation, men det der løfter historien til en litterær oplevelse, er den underliggende tone af sorg, de små sprækker og forskydninger hos de unge og den store, satiriske, Peter Greenaway'ske slutning. Der er ingen tvivl om, at Rolfsen yderligere har mere end skævet til Mads Brenøe og ikke mindst Lars von Trier, som det ses af forfatterens egen sataniske bagsidetekst. Det er bogens umiskendelige litterære kvaliteter, der gør at jeg ikke synes inspirationen kammer over i plagiat. Handlingen udspiller sig i en nær fremtid. Suzy-Dot, Mørner, Zjack og Blyth er droppet ud af de voksnes hykleriske og konforme verden og lever af drugs, dødsvideoer og hadet til de voksne, ordkværnerne. En dag fanger de en kværner...

Read the full assessment