"[Banks'] lyrik kredser om psykologiske spil imellem et jeg og et du, der vist potentielt kunne have været forenet i ægteskab ved alteret, men som nærmere ender med at drukne i manipulation og dårlige følelser ... [Med] en meget produceret poplyd [er pladen] i virkeligheden en fin række af ganske stærke popsange, der lykkes med at trække et gråt tæppe af musikalsk tankespind ned over lytteren. Hvor der kun er få åndehuller fra de intrigante beats, der kværner skånselsløst inde i hovedet ... Måske savner jeg bare, at der er lidt mere at gribe fat i rent lyrisk. Eller også savner jeg bare noget af det nærvær, som rent faktisk kommer på pladens afslutningsnummer »To the hilt«, hvor de intrigante beats for et øjeblik forstummer, og vi får en pause fra ude-af-kontrol-sindstilstanden".