Games / computergames

The lord of the rings - Aragorn's quest


Description


Actionspil. Adventurespil. Du bliver forvandlet til den legendariske helt Aragorn og med sværd, bue og pil gennemspiller du hans mest farlige og dristige krigseventyr i Tolkiens kendte univers fra Ringenes herre-trilogien.

Keywords


Reviews (4)


The libraries' assessment

d. 16. Nov. 2010

By

By

Frederik Nielsen

d. 16. Nov. 2010

Wii. The lord of the rings - Aragorn's quest er et actionfyldt adventurespil inspireret af Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi, men målrettet hele familien. Det betyder at volden og det mere uhyggelige er nedtonet i historien og målgruppen er fra 10 år, men fra ca. 7 år, hvis det spilles sammen med en rutineret spiller. PEGI: 12 år med ikon for vold.

Samwise Gamgee fortæller historien om Aragorn, fra at være Strider til han blev konge, til hans børn i Shire, hvilket også fungere som tutorial til spillet og det er en god idé og virker godt med skiftet til styringen af Aragorn i de kendte områder fra filmene. Remoten bruges til sværd, bue eller andre våben og nunchucken til styring af figuren og til skjold, fakkel eller spyd. Styringen er dog ret simpel og virker ikke altid optimalt, men nogle gange mere tilfældigt. Den visuelle stil er et godt valg og grafikken ganske flot til wii'en. Lydsiden genbruger en del fra filmens lydside og det virker, da spillet jo netop bygger på filmene. Spillet giver mulighed for co-up, hvor Gandalf kan give en hjælpende hånd.

Der er efterhånden kommet mange spil i forskellige genrer baseret på Middle-earths univers, men spillet minder mest om de andre spil baseret på filmtrilogien og især et spil som "The legend of Zelda - twilight princess".

Tolkiens historier er altid populære og spillet er på trods af problemer rimelig vellykket, især det at to kan spille sammen og en mere rutineret spiller kan hjælpe nybegynder eller yngre spiller gennem spillet, er en god idé. Et godt spil for familien, der også er underholdende, selvom man bare er tilskuer.


The libraries' assessment

d. 15. Nov. 2010

By

By

Finn Christiansen

d. 15. Nov. 2010

Playstation 3. Actionspil i tredjeperson, som foregår i Tolkiens fantasy-univers. Spillet henvender sig dels til fantasy-fans og folk som ikke kan få nok af Ringenes herre, dels til dem som har købt Playstation Move-systemet og mangler nogle flere titler at vælge i mellem. Sværhedsgraden og uhyggen kan magtes af børn fra cirka 10 år. Historien er dog lidt langtrukken, og den skal man helst forstå, for at holde interessen. PEGI: 12 og ikon for vold. Sprog: engelsk.

Historien starter i Hobbiton, nogle år efter at Eventyret om ringen sluttede ved Mount Doom. Man spiller dels Samwise Gamgee's lille hobbit-søn (Samwise' mange replikker er indtalt af skuespilleren fra filmen), og dels nogle af de rigtige helte fra eventyret. Det er et langt spil, faktisk er imponerende mange (næsten for mange) optrin fra filmene med, så det føles som at gennemspille hele eventyret. Spillet er udviklet til wii, og grafikken ligger da også på wii-standard. Ikke så kønt, når man ved hvad PS3-konsollen kan præstere. Værre står det til med styringen, som med det nye Move-system desværre er meget unøjagtig. På plus-siden tæller co-op-muligheden. En ekstra spiller kan frit hoppe med i handlingen som Gandalf. Det fungerer perfekt.

I sammenligning med andre Ringenes herre-spil, er dette i mellemklassen. Det cirka ét år ældre The lord of the rings - conquest er i mine øjne mere vellykket.

Samlet set er spillet en blandet fornøjelse. Fortællingen, indlevelsen, den lidt tegneserieagtige grafik og stemmerne giver tilsammen et udmærket spil - men styringen er problematisk. Vi ender på en middelkarakter.


The libraries' assessment

d. 15. Nov. 2010

By

By

Frederik Nielsen

d. 15. Nov. 2010

Nintendo DS. The lord of the rings - Aragorn's quest er et hack 'n' slash adventurespil med RPG-elementer. Spillet bygger på Peter Jacksons filmtrilogi Ringenes herre med fokus på Aragorns historie. PEGI: 12 år med ikon for vold. Målgruppen er fra 10+ pga. den megen, ofte nødvendige tekst på engelsk, som er essentiel for historien.

Historien fortælles af Samwise Gamgee som en fortælling til hans børn i Shire samtidig med at man spiller sig gennem historien som Aragorn, fra at være Strider til at blive konge. Spillet er tilpasset den yngre målgruppe, både hvad angår historien, men også den visuelle stil. Spillestilen er baseret på mange tryk på tasterne, så man udføre forskellige angreb og forsvarer sig selv. Det er også muligt at skyde med bue og pil til modstandere på lang afstand. I kampene optjener man moral, der kan bruges til specielle kraftfulde angreb og jo flere EP der optjenes desto bedre bliver angreb og forsvar. Der er kasser, tønder osv. på banerne og når de bliver ødelagt indeholder de nogle gange våben, andre gange noget der skal bruges til at fuldføre en quest. Styringen er god og nem at gå til og der er auto-aim på modstanderne, så man ofte bare trykker for at angribe eller forsvare. Grafikken er ret flot og lydsiden imponere med at have en del tale og ikke kun tekst.

Spillet minder om The lord of the rings - conquest og Harry Potter-serien.

Spillet er underholdende selvom at det er en skrabet udgave i forhold til konsollerne. Gameplay bliver lidt ensformigt, men historien hjælper på dette og derfor er det ærgerligt, at der ikke er en dansk version.


The libraries' assessment

d. 13. Dec. 2010

By

By

Søren Skøtt

d. 13. Dec. 2010

Playstation 2. Actionspil. I kølvandet på Peter Jacksons tre film om Ringenes herre er der kommet en lang række spil med tilknytning hertil. I Spinoff spillet The Lord of the rings - Aragornś quest følger vi Aragorn, som skal kæmpe sig igennem horder af orker og trolde. PEGI: 12 samt ikon for vold, spillet kan dog fint spilles fra 8 år. Sprog: engelsk. Dansk manual.

I nærværende spil fortæller Samwise Gamgee sine børn historien om rangeren Strider, som vi også kender under navnet Aragorn. Spillets består af en række missioner, der er opdelt af små animationsklip. Der er flere referencer til filmens manus end til Tolkiens bøger, hvilket dog næppe vil genere målgruppen. Til trods for at man råder over forskellige våben som sværd, lanse, bue og pil, og at man kan udøve combo-angreb, opdager man hurtigt, at det mest effektive angreb er "tommelfingergymnasik", der udrydder alt og alle med undtagelse af et par svært armerede trolde. Missionerne ligner meget hinanden og der er meget få overraskelser undervejs. Grafikken er som man kan forvente af et PS2 spil, mens lyden hæver sig en anelse ved at gøre brug af stemmer, der i høj grad ligner dem fra filmen.

Spillet minder i både form og indhold om andre action spinoff spil som Prince of Persia - the two thrones og Star wars - the force unleashed.

Selvom spillet egentlig ikke hæver sig over gennemsnittet rent kvalitetsmæssigt, føler man sig alligevel pænt underholdt, trods både manglende gameplay og udfordring. På sigt bliver det dog lidt kedeligt og spillet vil hurtigt forsvinde i glemslens mørke.