"Den beskedent instrumenterede "The Phone Book" er pladens bedste ballade, mens den afsluttende "Bird of Prey" giver lytteren et omkvæd, der kan synges med på til koncerterne. Samlet set sidder man dog som lytter tilbage med en plade, der er for lang, fordi den ikke holder de standarder, som åbningsnumrene sætter for dagen".