"Det, der gjorde Jethro Tull og Ian Anderson til noget helt særligt, var deres nomadiske, fandenivoldske, eksperimenterende og halvsatiriske sange. For slet ikke at nævne Ian Andersons appellerende vildmands persona, som også gennemsyrer musikken. Så engang var Ian Anderson den lystige, kække og uforudsigelige gadegøgler, hvor han i dag, 50 år senere, er den erfarne og solide hoftroubadour, der har styr på sit håndværk og på at få folket til at trække på smilebåndene. Men han prøver også lidt fejlagtigt på at være i trit med nutiden, med den efterhånden pænt forældede idiosynkrasi, der velfortjent gav ham den plads hos hoffet - og det er bare ikke super spændende længere. Som konsekvens bliver ridderen altså bare ikke rigtig slået af hesten. Er det alderdiskriminerende? Ja. Havde verden brug for et nyt Jethro Tull album? Nej. Kan Jethro Tull være et nyt album bekendt? Ja".