P.D. James har fødselsdag d. 3. august. I 1997 blev hun 77, og da hun ikke tidligere har haft tid eller lyst til at skrive erindringer, besluttede hun at bruge året frem til sin næste fødselsdag på bl.a. at skrive dagbog. Heldigvis, for dagbogen blev ikke en kronologisk fremadskridende selvbiografi, men undervejs får man som læser særdeles meget at vide om hendes barndom og ungdom, og dertil baggrunden for stort set alle hendes romaner: forklaringer på hvor og hvordan hun fik ideerne, og hvordan hun undervejs lavede sin store research. Som i bøgerne om Adam Dalgliesh og Cordelia Grey er forfatteren her en velskrivende, grundig og konservativ fortæller, der ikke lægger skjul på, at hun er yderst fascineret af victoriatidens dyder, men hun er samtidig så velorienteret og nuanceret, at det er en fornøjelse af læse hendes betragtninger over nutidens England. Mange af hendes bekendte er velkendte krimiforfattere, og det er morsomt pludselig også at møde f.eks. Ruth Rendell eller Francis Fyfield i rollen som venlige veninder. I tilgift får læseren to foredrag, hvoraf ét holdt til bestyrelsen for BBC i 1993 - om at være kritisk uden at være uhøflig eller aggressivt nedrakkende - er en perle, der fortjener mange læsere.